Julehjælp

Julehjælp

Julehjælpen i Hadsten og Hinnerup består i år af et gavekort på 800 kr. pr. familie til mad til brug i Coops butikker og en gave til hvert barn under 18 år.

Fredag blev der uddelt julehjælp i Hadsten ved en julefest i Sløjfen, hvor der var et flot juletræ i salen. Der blev uddelt julehjælp til 54 familier med ialt 115 børn under 18 år.

Lørdag blev der uddelt julehjælp ved en julefest i Hinnerup i Uhresalen. Her blev stemningen ekstra god, da der kom et Lucia-optog forbi, og nørklegruppen havde også sørget for en lille julegave til de voksne. Antallet her var 44 familier med ialt 75 børn under 18 år.

Begge steder var der dækket op ved borde med røde duge, lys, juledekorationer, julekager, slik, kaffe og saft, og selv om baggrunden er trist, hyggede både modtagere og frivillige sig.